I udkanten af tidens politiske ideologiske bevægelser opstod der fra omkring 1870 udfordrende radikale intellektuelle strømninger blandt akademikere og ikke mindst kunstnere. Ordet "radikal" betyder, at man går til tingenes rod, at man altså vil til bunds i de samfundsmæssige problemstillinger, man beskæftiger sig med, og afviser tilvante forestillinger og traditioner, blot fordi de har vundet hævd. Ordet "fritænker" peger netop på, at man kræver retten til at tænke frit uden at være indskrænket af religiøse eller politiske fordomme. I den henseende går der en lige linje fra oplysningstidens tænkere til 1800-tallets radikale.

En hovedfigur i denne sammenhæng var jøden Georg Brandes (1842-1927), som i 1871 gennemførte en forelæsningsrække om moderne europæisk litteratur på Københavns Universitet, forelæsninger, der vakte voldsom forargelse i borgerlige kredse.