I 1830 var liberalismen for alvor spredt ud over hele Europa. I den liberale som den nationale idé lå også lighedstanken som et bærende element. Når alle tilhørte én og samme nation, måtte alle derfor have samme rettigheder og pligter over for nationen og fædrelandet. Uligheder og forskellige privilegier var derfor uacceptable.

Konservatismen, der især repræsenteredes af partiet Højre, dvs. af godsejere, embedsmænd, officerer og byernes over- og middelklasse, betragtede i højere grad samfundet som sammensat af forskellige klasser med forskellige interesser. De konservativt tænkende mente også, at de højere klasser havde et ansvar for de lavere klasser - såsom godsejeren over for sine husmænd, fabrikanten over for sine arbejdere og samfundet generelt over for de uforskyldt fattige. Det var en form for patriarkalsk tankegang, hvor mænd var dominerede i samfundet.